Elbilen Toyota bZ4X mest populære bilmodel i januar
Pressemeddelelse fra Toyota Danmark 1. februar 2025
Danmarks mest populære bilmodel i januar er elbilen Toyota bZ4X. Det viser helt nye tal fra bilstatistik.dk. Ud af i alt 10.834 nyregistrerede personbiler i årets første måned tegner Toyota bZ4X sig for 689, hvilket er 165 foran nærmeste forfølger. Hele to ud af tre af de nyregistrerede personbiler i januar er elbiler. Det er ny rekord. Andelen af nye elbiler i Danmark har således aldrig tidligere været så høj.
Det er kun to dage siden, at det blev offentliggjort, at verdens bedst sælgende bilproducent i 2024 var Toyota. Nu markerer den japanske mobilitetskoncern sig igen øverst på salgslisten - og denne gang i Danmark. Danmarks mest populære bilmodel i januar er nemlig elbilen Toyota bZ4X. Det viser helt nye tal fra bilstatistik.dk.
Der blev samlet nyregistreret 10.834 personbiler i Danmark i årets første måned, hvilket er en fremgang på 23 procent sammenlignet med samme måned i 2024. Med 689 nyregistrerede personbiler placerer elbilen Toyota bZ4X sig helt i top og distancerer dermed alle andre bilmodeller i januar.
"Vi glæder os over, at så mange danskere har fået øjnene op for elbilen bZ4X og dens mange fortrin som fx den vanligt høje Toyota-kvalitet, gode køreegenskaber, attraktive priser både på køb og privatleasing samt op til 10 års eller 1 mio. km garanti på batteriets kapacitet. Det giver både ejerne meget værdi for pengene og vigtigst af alt tryghed i ejerskabet. Samtidig oplever vi også nogle af vores mest tilfredse kunder blandt ejere af bZ4X," siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark.
To ud af tre biler er elektriske
Andelen af nye elbiler slår rekord i januar. Hele to ud af tre nyregistrerede personbiler, eller 64 procent, er således fuldt elektriske, hvilket er ny rekord i Danmark. Aldrig før har andelen af elbiler været højere. Det vækker glæde hos Toyota, der i 2024 næsten fordoblede sit salg af elbiler i Danmark og også har store forventninger til 2025.
"Vi kan mærke en klart stigende interesse for elbiler fra danskerne og forventer at øge salget af bZ4X og elbiler generelt i Danmark markant her i 2025. Det er januar allerede et godt eksempel på. Samtidig lancerer vi flere andre nye elbiler i løbet af året bl.a. den kompakte SUV, Urban Cruiser. Det ser vi meget frem til," fortæller Anders Tystrup.
Toyotas topplacering med bZ4X i januar i Danmark kommer i kølvandet på koncernens globale salgstal for 2024, der blev offentliggjort tidligere på ugen. Her kunne Toyota melde om i alt 10,8 mio. solgte biler på verdensplan og dermed for femte år i træk kalde sig verdens største mobilitetskoncern.